Generalforsamling.
Som tidligere udmeldt holdes ordinær generalforsamling onsdag den 10. april 2019, kl. 17.00
Generalforsamlingen afholdes som sidste år i kantinen hos DEAS A/S, Skibbrogade 5, Aalborg.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest onsdag d. 20. marts. Sådanne forslag samt forslag, som bestyrelsen stiller, vil efterfølgende blive udsendt til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.
Mødeindkaldelsen udsendes i løbet af ugen.

Tilbagemelding fra kommunen
Efter vores møde med kommunen i december har vi fået følgende tilbagemelding (citat): Der vil snarest muligt blive etableret offentligt tilgængelige p-pladser på arealet for enden af Spiesgade. Pladserne bliver udformet så de bedst muligt passer ind i det rekreative miljø på stedet.
Kommunen fastholder desværre deres tidligere afvisning af at forbedre skiltningen på Carl Klitgaards Vej, så bilisterne tydeligere gøres opmærksomme på parkeringsforbuddet.
Kommunen ser heller ingen grund til at etablere et fodgængerfelt, så passage af Carl Klitgaards Vej ved Føtex gøres mere sikker for de mange gangbesværede beboerne i området.

Gæsteparkeringspladser
Vi er ved at etablere en gæsteparkeringsordning i P-kælderen under Føtex.
Muligheden er opstået efter at vi har modtaget 9 tidsubegrænsede parkeringstilladelser med tilhørende fjernbetjeninger fra Enggaard.
Der vil senere blive udsendt en orientering om hvordan pladserne kan reserveres og benyttes.

Vicevært
Vi har på forsøgsbasis indgået en aftale med Deas om etablering af en viceværtsordning.
Aftalen indebærer bl.a. et besøg af en fast vicevært 1-2 gange pr. uge for gennemgang af ejendommen og installationerne herunder ugentlig test af sprinkleranlæg, tilsyn med fællesinstallationerne, drift af blødgøringsanlæg m.m.
Aftalen indebærer desuden mulighed for at rekvirere assistance døgnet rundt til håndtering af pludseligt opståede problemer på ejendommen.
Der vil senere blive udsendt en separat orientering om aftalen og kontaktmulighederne.

Udskiftning af altanglas
Bestyrelsen har efter afholdt nabohøring godkendt ansøgning fra en lejlighed om udskiftning af altanglas mod fjorden.

Fælles arbejdsdag
Som tidligere udmeldt inviteres alle beboere til en fælles arbejdsdag, hvor vi går alle fællesarealerne igennem ude og inde, rengør alle P-pladser og kantstene, forårsgøder hækkeplanter, rengør P-kælderen og alt hvad vi ellers kan finde der trænger til en opfriskning eller ”kærlig” hånd.
Vi mødes søndag d. 28. april kl. 10 og arbejdsdagen sluttes af med socialt samvær omkring grillen. Nærmere herom senere.

Fjordparken
Til at varetage vedligeholdelsen af de fælles grønne arealer, private veje m.m. i området omkring Laurits Hauges Vej, Carl Klitgaards Vej og Sundby Brygge er der etableret en fælles grundejerforening benævnt Fjordparken med i alt 8 medlemmer, hvoraf vi udgør det ene medlem med en ”ejer-/betalingsandel” på 15,28%. Foreningen er så småt ved at komme i gang i takt med færdiggørelsen af byggerierne i området.

Dato for næste bestyrelsesmøde
Næste bestyrelsesmøde afholdes torsdag d. 21. marts 2019.